Barselsvikariat: Vært til Zetlands Morgenoverblik og Helikopter

Send din ansøgning nu

Barselsvikariat: Nyhedsvært til Zetland

Vi søger en vært til vores daglige nyhedsprogrammer Morgenoverblikket og Zetland Helikopter.

Full-time / Part-time · København

Vil du være med?

På Zetland udgiver vi hver dag to nyhedsprogrammer. Klokken 7 om morgenen giver vi overblik over døgnets vigtigste overskrifter på fem-seks minutter i Morgenoverblikket, og klokken 15.30 dykker vi ned i dagens vigtigste nyhedshistorie i vores daglige nyhedspodcast, Helikopter. Men når en af vores værter om lidt går på barsel, får vi brug for en ny person i cockpittet fra midt-juni til og med november 2025.

Derfor leder vi efter en ambitiøs og kreativ journalist, der kan genkende sig selv i mindst et par af de følgende punkter ...

... Som kommer her:

  • Du æder nyheder til morgenmad og har en bred viden og stor interesse for, hvad der rører sig både i Danmark og udlandet.

  • Du formår at oversætte en ofte uoverskuelig nyhedsstrøm til historier, der giver folk lyst til at lytte med.

  • Du er nysgerrig og skarp til at interviewe menesker, så de står levende frem som netop mennesker. Og du kan lide at kaste dig ud i interviews med en bred vifte af gæster og turde lade din egen nysgerrighed og personlighed lede vejen.

  • Du kan finde ud af at stå tidligt op om morgenen, prioritere benhårdt i nyhedsstrømmen og trives med at arbejde selvstændigt.

  • Du har enten erfaring med at fortælle historier på lyd, eller også brænder du helt vildt for at lære netop dét.

  • Det er ikke så vigtigt, om du har erfaring som vært, om du er helt nyuddannet eller har flere års erfaring som journalist. Men det er vigtigt, at du er parat til at kaste sig ind i mange forskellige typer af historier, og at du kan gøre det med kort aftræk.

Hvad laver jeg som nyhedsvært på Zetland?

Zetlands Morgenoverblik gennemgår på tekst og lyd døgnets vigtigste overskrifter på fem til otte minutter. Det udkommer klokken 7, så du skal være indstillet på at stå tidligt op to eller tre gange om ugen. Du skriver, speaker og udgiver selv nyhedsoverblikket, så her skal du arbejde meget selvstændigt. Når du er færdig med morgenoverblikket skifter du til gengæld til gruppearbejde, for der møder resten af nyhedsredaktionen ind, og I bruger sammen resten af dagen på at lave et afsnit af Helikopter.

Helikopter er Zetlands daglige nyhedspodcast, der hver dag går i kødet på dagens vigtigste historie. Den indsats vandt vi i 2024 prisen "Årets Nyheds- og aktualitetsprogram" for ved Prix Audio. Som vært på Helikopteren er du omgivet af et hold bestående af en producer, en tilrettelægger og en redaktør, der i fællesskab får podcasten færdig til udgivelse 15.30.

Din rolle som vært er forme dagens udgivelse, typisk at interviewe en eller flere kilder, og at speake og at deltage i produktionen af en kort, skriftlig version af dagens program. Senest 15.30 udkommer dagens produktion, og så er du færdig.

Arbejdet er tilrettelagt sådan, at du har først én uge med tre vagter og to fridage. Den efterfølgende uge har du to vagter, én forberedelsesdag og to fridage.

Hvad er succeskriteriet for mit job?

Succeskriteriet er at lave journalistik om det samfund, vi har til fælles, der giver dybde og overblik og hjælper med få verden til at hænge bare en lille smule bedre sammen. De historier, som vi selv er mest oppe at køre over, er dem, der både opliver og oplyser vores medlemmer. Som når vi fortæller den lange historie om Donald Trumps forhold til Vladimir Putin forfra, når vi flyver til Grønland for at dække valget dér, eller snakker med massevis af medlemmer om, hvorfor de har slettet deres Instagram-profiler.

Så hvor er Zetland i dag?

Vi er lidt over 60 ansatte på Zetland. Du kan læse om principperne bag vores journalistik her. Og her kan du læse om kulturen på Zetland som arbejdsplads.

Vi har små 40.000 medlemmer fra hele landet og i alle aldre. Dog har vi en overvægt af unge medlemmer. 40 procent af vores medlemmer er i 20'erne og 30'erne, og det er vildt spændende hver dag at regne ud, hvordan vi gør den største forskel også for nyhedsforbrugere i dén ende af aldersskalaen.

Vi har ingen betalingsmur og når derfor dagligt ud til langt flere end dem, der betaler for vores journalistik. Vores økonomi vokser i samme tempo som udbredelsen, og vi investerer massivt i at udvikle vores indhold og teknologi.

Hvor ligger Zetland?

Vi bor på Islands Brygge tæt på Langebro. Om sommeren kan man tage sig en dukkert i havnen i en pause fra arbejdet. Nogle gør det også om vinteren, men det er altså ikke et krav.

Hvad vil I have med i ansøgningen?

Fortæl os i en motiveret ansøgning, hvad du kan og hvorfor, du gerne vil arbejde netop her. Vi vil også meget gerne høre din stemme, så lav en lydoptagelse af din ansøgning på din telefon og vedlæg den som lydfil. Det må godt være skramlet. Det vigtigste er sådan set bare, at vi kan mærke en flig af, hvem du er som vært. Undervejs i ansættelsesforløbet kan du i øvrigt blive bedt om at lave en mindre opgave.

Andet?

Det kan ikke siges tydeligt nok: Vi opfordrer alle interesserede til at søge – uanset køn, klassebaggrund og etnisk baggrund.

Fristen?

25. april 2025. Stillingen er et barselsvikariat og søges besat fra 15. juni 2025 og er altså tidsbegrænset frem til 30. november 2025.

Og hvis jeg har spørgsmål?

Så ringer eller skriver du til nyhedsredaktør, Jakob Skaaning, på jakob.s@zetland.dk.

Fedt! Lad mig sende en ansøgning

Herligt. Det sker lige her: