Journalist til Zetlands samfundspolitiske redaktion

Send din ansøgning nu

Journalist til Zetlands samfundspolitiske redaktion

Zetland leder efter en journalist, der kan levere original og perspektivrig journalistik i krydsfeltet mellem samfund, politik og økonomi. Vores ambition er at forene analyse med fortælling, der engagerer bredt – tænk The Economist møder This American Life

Fuldtid / Deltid · København

Vi leder efter en ...

  • ... der arbejder i spændet mellem samfund, politik og økonomi og ringer lige så gerne, som du læser for at indhente ny viden.  

  • ... der ikke alene er optaget af at formidle til magteliten og andre journalister. Du er i høj grad også optaget af at få tusindvis af danskere engageret i din historie. Derfor ved du også, at det ikke er nok, at dine historier er vigtige; de skal være medrivende og fængslende også for dem, der ikke ser Deadline.
     

  • ... der har en tydelig stemme. Dine historier er tydeligt formidlet af et menneske med vid og personlighed, og du skal tænke på dig selv som vært for dit stof. Som journalist på Zetland skal du kunne udkomme på tværs af forskellige platforme – på skrift, lyd, video, potentielt i bogform og nogle gange skal du fortælle dine historier live fra en scenekant.

  • ... der kan arbejde med historier, der tager lang tid at researche, men du elsker også at rykke hurtigt på en aktuel sag i fællesskab med en eller flere af dine kolleger.

Hvilken slags journalistik skal jeg bidrage med?

Vi forestiller os, at du brillerer inden for mindst én og helst flere af følgende genrer: 

  • Du kan spotte og få det veltimede interview med nøglepersoner på dagsordener: Som i historien, hvor vi talte med den grønlandske råstofminister om Kinas rolle i den grønlandske mineindustri eller interviewet med forfatteren, der har inspireret Socialdemokratiets nye syn på islamisk infiltration.

  • Du evner at fange tidens strømninger og formidle dem med et originalt blik: Som da vi mødte den unge konservative modstandsbevægelse.

  • Du kan levere den veltimede og velturnerede analyse, der perspektiverer store aktuelle dagsordener: Som analysen af Lars Løkke Rasmussens politiske eftermæle, eller som vi ugentligt gør i programmet Ugen med Trump.

  • Du kan spotte kilder, der tør at vende etablerede sandheder og offentlig konsensus på hovedet: Som da vi interviewede vaccineforskeren Christine Stabell Benn om den kommende amerikanske sundhedsminister.

  • Du kan spotte og afsløre oversete bevægelser, der bør sættes til debat: Som vores serie om et hemmeligt islamisk skilsmisseråd.

  • Du kan sætte dagsordenen med egne historier: Som da vi fik hele Danmark til at tale om tidspres og arbejdsvilkår i embedsværket.

Kan du give eksempler på en eller flere af de ovenstående? Så send os en ansøgning.

Hvilken redaktion bliver jeg en del af?

Du bliver en del af Zetlands samfundspolitiske redaktion, som foruden dig tæller en redaktør, fire journalister og en lyddesigner. I arbejder tæt sammen, giver hinanden feedback, idéudvikler sammen og redigerer og coacher hinanden i jeres journalistik. 

Hvad er succeskriteriet for mit job?

Succeskriteriet er, at du laver historier, som du brænder for, og som har gennemslagskraft.  Vi ved, at det ofte er de historier, som vi selv er mest oppe at køre over, der også når længst ud og får flest nye medlemmer ombord. Zetlands publicistiske mission går hånd-i-hånd med vores mål om at blive Danmarks største digitale betalingsavis indenfor en overskuelig årrække.  

Så hvor er Zetland i dag?

Vi er lidt over 60 ansatte på Zetland. Du kan læse om principperne bag vores journalistik her. Og her kan du læse om kulturen på Zetland som arbejdsplads.

Vi har flere end 40.000 betalende medlemmer fra hele landet og i alle aldre. Men vi har en overvægt af unge medlemmer – og det er vildt spændende hver dag at regne ud, hvordan vi gør den største forskel også for nyhedsforbrugere i dén ende af aldersskalaen.

Vores ambition er at blive landets største digitale betalingsavis, hvad vi er godt på vej til. Samtidig udvider uden for Danmarks grænser, i første omgang åbnede vi i januar 2025 i Finland vores søsteravis Uusi Juttu, der lige nu tæller 25 ansatte og flere end 17.000 finske medlemmer. Tilsammen er det nok derfor, Alan Rusbridger, The Guardians tidligere chefredaktør, kalder Zetland et "fyrtårn af håb".

Hvor ligger Zetland?

Vi bor på Islands Brygge tæt på Langebro. Om sommeren kan man tage sig en dukkert i havnen i en pause fra arbejdet. Nogle gør det også om vinteren.

Hvad vil I have med i ansøgningen?

Fortæl os i en motiveret ansøgning, hvad du kan og hvorfor, du gerne vil arbejde netop her. Det er ekstra-fedt, hvis du også sender en lydudgave af din ansøgning med. Et cv med referencer er også interessant.

Andet?

Det kan ikke siges tydeligt nok: Vi opfordrer alle interesserede til at søge – uanset køn, klassebaggrund og etnisk baggrund.

Fristen?

27. juli 2025. Og gerne før end senere. Vi kommer til at holde løbende samtaler undervejs – og støder vi på den rette, kan vi godt finde på at slå til. 

Og hvis jeg har spørgsmål?

Så skriver du til redaktør Kirstine Dons Christensen på dons@zetland.dk, eller redaktionschef Thomas Aagaard på aagaard@zetland.dk

Fedt! Lad mig sende en ansøgning

Herligt. Det sker lige her:

Zetland har placeret sig i fortroppen af nye digitale medier i Europa, der tager livtag med, hvordan meningsfuld journalistik ser ud i det 21. århundrede. Vi lykkes, når vi får indhold, teknologi og forretning til at gå op i en højere enhed.

Vores hjemmeside