Klimapolitisk journalist til Zetland
Vi leder efter en ...
... der brænder for at fortælle engagerede og originale historier om klima og natur. Uanset, om du er i begyndelsen af din karriere eller har flere års erfaring, er det vigtigste, at du ikke bare vil beskæftige dig med natur- og klimadagsordenen – du vil rykke den, og vil du være folks foretrukne menneske at følge for at forstå, hvad der rører sig på området.
... der ikke alene er optaget af at formidle til magteliten og andre journalister; du er i høj grad også optaget af at få tusindvis af danskere engageret i din historie. Derfor ved du også, at det ikke er nok, at din historie er vigtig; den skal være medrivende og fængslende selv (og måske netop) for dem, der ikke går med i Folkets Klimamarch.
... der har en tydelig stemme. Dine historier er tydeligt fortalt af et menneske med vid og personlighed, og du skal tænke på dig selv som vært for dit stof. Du skal kunne udkomme på tværs af platforme – skrift, lyd, video, bøger, live fra en scenekant, nogle gange det hele i en stor pærevælling.
... der kan arbejde med historier, der tager lang tid at researche, men du elsker også at rykke hurtigt på en aktuel sag i fællesskab med en eller flere af dine kolleger.

Hvilken slags journalistik skal jeg bidrage med?
Vi forestiller os, at du brillerer inden for mindst én og helst flere af følgende genrer:
Du kan spotte de afgørende kilder, der kan flytte dagsordenen: Som da vi ringede og fik landmændenes syn på krav om "fuld erstatning".
Du evner at gå kritisk til magten: I velunderbyggede interviews eller som i historien om Klimaministeriets hemmeligholdte viden om forsinkelser i den grønne omstilling.
Du udfordrer gerne etablerede sandheder og konventionelle løsninger: Som artiklen der sætter spørgsmålstegn ved økologi som den eneste vej mod bæredygtighed.
Du kan formidle komplekse tekniske og politiske spørgsmål på en engagerende måde: Som forklaringen på, hvordan vi kan få nok ren energi uden atomkraft.
Du placerer naturligt klimapolitik i en større global kontekst: Som analysen af Xi Jinpings dobbeltrolle som autokrat og miljøforkæmper.
Kan du give eksempler på en eller flere af de ovenstående? Så send os en ansøgning.
Hvilken redaktion bliver jeg en del af?
Du bliver en del af Zetlands samfundspolitiske redaktion, som foruden dig tæller en redaktør, fire journalister og en lyddesigner. I arbejder tæt sammen, giver hinanden feedback, idéudvikler sammen og redigerer og coacher hinanden i jeres journalistik.
Hvad er succeskriteriet for mit job?
Succeskriteriet er, at du laver historier, som du brænder for, og som har gennemslagskraft. Vi ved, at det ofte er de historier, som vi selv er mest oppe at køre over, der også når længst ud og får flest nye medlemmer ombord. Zetlands publicistiske mission går hånd-i-hånd med vores mål om at blive Danmarks største digitale betalingsavis indenfor en overskuelig årrække.
Så hvor er Zetland i dag?
Vi er lidt over 60 ansatte på Zetland. Du kan læse om principperne bag vores journalistik her. Og her kan du læse om kulturen på Zetland som arbejdsplads.
Vi har små 40.000 medlemmer fra hele landet og i alle aldre. Men vi har en overvægt af unge medlemmer – og det er vildt spændende hver dag at regne ud, hvordan vi gør den største forskel også for nyhedsforbrugere i dén ende af aldersskalaen.
Vores ambition er at blive landets største digitale betalingsavis, hvad vi er godt på vej til. Samtidig udvider vi uden for Danmarks grænser. I første omgang åbnede vi i januar 2025 i Finland vores søsteravis Uusi Juttu, der lige nu tæller 25 ansatte og flere end 17.000 finske medlemmer. Tilsammen er det nok derfor, Alan Rusbridger, The Guardians tidligere chefredaktør, kalder Zetland et "fyrtårn af håb".
Hvor ligger Zetland?
Vi bor på Islands Brygge tæt på Langebro. Om sommeren kan man tage sig en dukkert i havnen i en pause fra arbejdet. Nogle gør det også om vinteren.
Hvad vil I have med i ansøgningen?
Fortæl os i en motiveret ansøgning, hvad du kan og hvorfor, du gerne vil arbejde netop her. Vi vil også meget gerne se både dit cv, og hvis du har referencer, vil vi også gerne have dem. Ekstra-fedt er det, hvis du også sender en lydudgave af din ansøgning med, så vi kan høre din stemme.
Andet?
Det kan ikke siges tydeligt nok: Vi opfordrer alle interesserede til at søge – uanset køn, klassebaggrund og etnisk baggrund.
Fristen?
27. juli 2025. Og gerne før end senere. Vi kommer til at holde løbende samtaler undervejs – og støder vi på den rette, kan vi godt finde på at slå til.
Og hvis jeg har spørgsmål?
Så skriver du til redaktør Kirstine Dons Christensen på dons@zetland.dk, eller redaktionschef Thomas Aagaard på aagaard@zetland.dk.
Fedt! Lad mig sende en ansøgning
Herligt. Det sker lige her: