Leder til Zetlands undersøgende redaktion

Send din ansøgning nu

Leder til Zetlands undersøgende redaktion

Som leder for den undersøgende redaktion skal du sætte retning for otte journalister og lydfolk, der laver afslørende journalistik med fortællinger i verdensklasse. 

Fuldtid · København

Om redaktionen

Vi laver undersøgende journalistik som lydserier. Vi går ikke efter at afdække et lille hjørne af noget bare for at afsløre. Vi går efter de store, væsentlige samfundshistorier, der siger noget om vores tid, fortalt fantastisk og dramaturgisk med hovedpersoner, vendepunkter og forløb, så medlemmerne kan mærke, den historie de får fortalt. 

Det er den tilgang, der har givet os Cavling-prisen og gjort os til en af Danmarks mest markante undersøgende redaktioner med produktioner som: Mink for milliarder (om erstatninger  i minkbranchen), For fuld til samtykke? (om alkohol og grænser i nattelivet), Skyggen fra Toscana (om dramaet i Novo nordisks bestyrelse i samarbejde med Børsen), Statens børn (om fejlbehæftede tvangsbortadoptioner), De uegnede (om forældre, systemet vurderer uegnede til fertilitetsbehandling) Væggene har ører om FE-sagen og anklagerne mod Lars Findsen og serien Haster, haster, haster om det opskruede tempo i centraladministrationen.

Om rollen

Som leder og redaktør for den undersøgende redaktion får du ansvaret for otte medarbejdere, og for at redaktionen fortsat leverer historier med den kombination af journalistisk tyngde og fortællekraft, som er blevet Zetlands kendetegn:

Du skal:

  • Lede og udvikle et hold af vildt dygtige undersøgende journalister og lydfolk

  • Sikre den redaktionelle kvalitet og det etiske og juridiske fundament i vores mest komplekse historier

  • Være med til at prioritere de store historier – dem der rammer tidens væsentlige spørgsmål – og sortere dem fra, der ikke gør

  • Videreudvikle Zetlands særlige form: undersøgende journalistik som fængende, moderne lydserier

  • Have et blik for og lyst til at inddrage Zetlands medlemmer i vores historier og idégenerering

  • Repræsentere redaktionen internt og eksternt

Vi forestiller os, at du

  • Har ledelseserfaring

  • Har en dyb forståelse for undersøgende journalistik – metodisk, juridisk og etisk

  • Har en kæmpe kærlighed til og erfaring med moderne, digital fortællende journalistik

  • Kan navigere i komplekse historier med meget på spil uden at tabe fortællingen på gulvet

  • Trives med at sætte retning for andre og samtidig gå ind i stoffet, når det kræves

  • Ser lyset i de journalister, du arbejder sammen med, skaber en god kultur og stemning omkring dig  

Om Zetland

Zetland er et medlemsfinansieret, annoncefrit medie med omkring 45.000 medlemmer. Vi er lyd først, og vores journalistik er bygget på tanken om, at de vigtigste historier fortjener den bedste fortælling.  Al vores journalistik centrerer sig om at forstå og lytte til vores medlemmer, så vi i fællesskab former vores medie.

I København får du 60 kolleger, herunder fem andre redaktionelle leder. Derudover får du 30 nye kolleger i Finland, 20 i Norge og forhåbentligt snart også en række tyske kolleger i vores europæiske søstermedier, som vi i Zetland hjælper med at åbne. Sammen med vores søstermedier udvikler vi, hvordan tidssvarende og relevant journalistik skal mærkes og bruges midt i en revolution af ny medieteknologi. 

Praktisk

Stillingen er en fuldtidsansættelse med base på vores redaktion i København. Hvis du har spørgsmål kan du række ud til den journalistiske chefredaktør, Sofie Tholl på mail: tholl@zetland.dk 

Ansøgningsfrist er Fredag d. 11. september kl. 23.59

Zetland på Instagram

Zetland har placeret sig i fortroppen af nye digitale medier i Europa, der tager livtag med, hvordan meningsfuld journalistik ser ud i det 21. århundrede. Vi har øget vores omsætning markant de seneste år, i dag har vi over 50.000 medlemmer og store fremtidsplaner. Vi lykkes, når vi får indhold, teknologi og forretning til at gå op i en højere enhed.

Vores hjemmeside