Om Zetland
Zetland er et dagligt dansk digitalt betalingsmedie. Vi arbejder hver dag med at finde ud af, hvordan journalistik ser ud i det 21. århundrede. Vi har over 40.000 betalende medlemmer, og omkring halvdelen af dem er i 20'erne og 30'erne.
Vi har ingen reklamer. Vi er kun interesserede i, at medlemmerne sætter pris på vores journalistik og derfor forbruger den. Vi er i tæt kontakt med vores medlemmer. De hjælper os med kilder, idéer, nye medlemmer, efterkritik – og af og til kommer de og holder fest med os, for eksempel når vi mødes til vores små og store live-arrangementer.
Med andre ord: Vi har store ambitioner, solide tal på bundlinjen, stor vækst, og vil vi ændre noget, gør vi det bare.
Vi har et erklæret mål om at undgå silodannelse, så du vil også få art directors, journalister, officemanagere, eventkoordinatorer og kommunikationsfolk som kolleger. Hver dag klokken 12 spiser vi frokost sammen, hele virksomheden.
Vi bor i et istandsat pakhus på Islands Brygge i København, og har du lyst, kan du være med i vinklubben, gamerklubben, badeklubben, lydnørdeklubben eller spille med i vores partyband. Uanset dit niveau af socialt engagement mødes vi til morgensang hver morgen.