Udvikler til Zetland

Send din ansøgning nu

Udvikler til Zetland

Zetland leder efter en skarp og nysgerrig (frontend)udvikler til at bygge videre på Danmarks mest ambitiøse digitale medie

Full-time · København

Zetland søger udvikleren, der kan gøre vores digitale hold endnu stærkere. Vi leverer kvalitetsjournalistik til over 24.000 engagerede medlemmer på en state-of-the-art digital udgivelsesplatform, der spænder over både web, Android og iOS apps. Vi arbejder dagligt for at gøre verden forståelig, og leder efter en til at hjælpe os med fortsat at rykke grænserne for, hvad journalistik, medlemsinddragelse og teknologi kan sammen. Er det dig?

Som udvikler på Zetland bliver du en del af et lille team på 4 mennesker: to udviklere, en product manager, og dig. Vi har et erklæret mål om at undgå silodannelse, så du vil også få journalister og kommunikationsfolk som kolleger. Hver dag klokken 12 spiser vi frokost sammen, hele virksomheden.

Du får stor indflydelse på vores produkt, og er med i hele udviklingsfasen. Fra idé over implementering til produktion.

Zetland holder pt. til på Bygmestervej i København NV. Teamet er på kontoret to dage om ugen, og arbejder hjemmefra tre dage, og du skal regne med som minimum at skulle være på kontoret et par dage om ugen. Foretrækker du hjemmearbejde ud over det, så kan det være muligt.

Sådan her ser vi ud på Instagram

Om rollen

Du kommer ind i et lille team, hvis kompetencer spænder bredt. Vi har både ansvar for, at der er de rigtige indexes i vores databaser, at der ikke er race-conditions i vores JavaScript, og om knapperne er placeret rigtigt i vores interface. Det afspejler sig i vores profiler, som er meget brede, og det betyder også at du får mulighed for at udfolde dig i både frontend og backend.

Når det er sagt, så ligger størstedelen af vores fremtidige arbejde i apps og frontend, hvorfor du skal regne med at bruge mest tid med frontend teknologier: JavaScript, CSS og HTML. Vores apps er bygget i React Native og vores web frontend i React.

Vi støtter hinanden, og her er plads til at lære. De eneste dumme spørgsmål er dem, der ikke bliver stillet. Du kan læse meget mere om vores arbejdskultur lige her.

Om dig

Du er en udvikler, der kan se hele billedet, og kan sætte dig ind i, hvordan vores medlemmer har det, når de bruger vores software.

Når du skriver kode, gør du dig umage. Fordi du godt ved, at de, der senere skal læse din kode, har brug for mest muligt hjælp til at forstå, hvad der foregår. Fordi du ved, at vi selv skal bo i det hus, vi bygger sammen.

Du har en æstetisk sans, som hjælper dig til at afgøre, hvornår godt nok er godt nok.

Og mest af alt synes du, at journalistik er vigtigt. Hvis du interesserer dig for samfundet, leverer vi til gengæld den sjoveste og mest meningsfulde arbejdsplads, du kan forestille dig. Fuld fart frem mod at give nysgerrige mennesker det overblik, de drømmer om, i en verden fuld af støj.

Dine kvaliteter på dag ét:

  • Du har et stærkt fagligt fundament.
  • Du modtager og giver feedback på en konstruktiv måde.
  • Du er nysgerrig på nye teknologier og måder at gøre tingene på.
  • Du tager ansvar for dit arbejde og følger det til dørs.

Opstart og løn

Vi drømmer om at være klar til opstart i august, men vi læser løbende, så send din ansøgning snarest muligt. Du ville muligvis tjene mere ved at arbejde med reklame på et glat bureau i Indre By, men vi er fair med vores løn, har ordentlige vilkår og ved, hvad en god produktorienteret udvikler er værd.

Hvis du har spørgsmål, så tøv ikke med at ringe eller skrive til product manager, Sebastian Winther, på +45 3113 6654 eller sebastian@zetland.dk.