Værter til Zetlands morgenoverblik
Så er det måske dig, vi leder efter til stillingen som vært for Zetlands morgenoverblik. Her giver vi hver dag medlemmerne et, ja, overblik over dagens største nyheder og byder velkommen til Zetlands univers. Morgenoverblikket varer mellem tre og otte minutter og er et fast morgenritual for rigtig mange af Zetlands medlemmer.
I dag udkommer Morgenoverblikket hver morgen klokken syv, men vi vil gerne udgive det tidligere. Derfor leder vi efter journalister, der drømmer om at bo og arbejde i en tidszone, hvor det er dag, når det er nat i Danmark.
Du skal søge dette job, hvis du:
drømmer om at bo og arbejde uden for Danmark
er en skarp formidler, der kan sætte dig ind i nyhedsstrømmen og derefter selv prioritere, hvad der er vigtigst at vide for Zetlands medlemmer
ønsker dig en masse erfaring som nyhedsvært
interesserer dig brændende for de store historier og tendenser, der former vores tid
har et godt og veloplagt sprog
-
er en dygtig historiefortæller og har en stemme, man får lyst til at lytte til
Hvad er opgaven?
Din arbejdsdag begynder med, at du læser en ordentlig stak (digitale) aviser og nyheder og samler en liste over de historier, du vil fortælle til Zetlands medlemmer. Du skriver dit overblik, indtaler og klipper det, og endelig udgiver du det hele inden deadline.
Du har løbende sparring og efterkritik med din redaktør, men på dagen er det dig, der prioriterer og udgiver et færdigt produkt.

Hvad er vilkårene?
Vi ved godt, at det er en lidt særlig stilling, og vi er åbne for at finde den model, som passer både dig og os. Vi forestiller os at ansætte to journalister, som deler ugens udgivelser mellem sig og dækker ind for hinanden ved sygdom og ferie.
Vi søger journalister, der arbejder eller drømmer om at arbejde langt fra Københavns tidszone. Vi regner med et timetal på minimum 15 timer ugentligt pr. journalist, men ansættelsesformen er vi åbne for at drøfte.
Om du ser dig selv som udsendt korrespondent, eller om du er freelancer med base i udlandet og foretrækker at fakturere os, er ikke afgørende – det afgørende er dit journalistiske blik og din formidlingsevne. Modellen skal vi nok finde ud af sammen.
Inden du starter med at udkomme, skal du opholde dig en periode på Zetlands redaktion i København, hvor du bliver oplært i stedets kultur, tone og journalistiske prioritering.

Hvem er vi?
Zetland er en nyskabende, digital avis, der udvikler sig i fuld fart. Ud over Morgenoverblikket og vores daglige nyhedspodcast, Helikopter, udgiver vi hver dag to featurehistorier.
Vi er lidt over 60 ansatte, og du kan læse omprincipperne bag vores journalistik her. Vi har omkring 45.000 medlemmer fra hele landet og i alle aldre. Dog har vi en overvægt af unge medlemmer. 40 procent af vores medlemmer er i 20'erne og 30'erne, og det er vildt spændende hver dag at regne ud, hvordan vi gør den største forskel, også for nyhedsforbrugere i dén ende af aldersskalaen.
Vi har ingen betalingsmur og når derfor dagligt ud til langt flere end dem, der betaler for vores journalistik. Vores økonomi vokser i samme tempo som udbredelsen, og vi investerer massivt i at udvikle vores indhold og teknologi. Ud over udgivelsen på desktop og app udgiver vi bøger på eget forlag, holder journalistiske sceneshows og meget mere. Vi har allerede et søstermedie i Finland, ét på vej i Norge og arbejder på at åbne i endnu flere lande. Vi har altså også dejlige og dygtige kolleger uden for landets grænser, vi kan dele erfaringer og viden med.
Vi har et erklæret mål om at undgå silodannelse, så du vil også få artdirectors, journalister, officemanagere, eventkoordinatorer og kommunikationsfolk som kolleger. Hver dag klokken 12 spiser vi frokost sammen, alle 65 ansatte.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil søge jobbet?
Send os dit cv, en kort, motiveret ansøgning og en lydfil på maks. to minutter, hvor du fortæller en lille historie. Det er helt fint, at du optager lydfilen på din mobiltelefon – lydkvaliteten er ikke vigtig.
Du indsender det hele via det her link.
Har du spørgsmål? Så send en mail til journalistisk chefredaktør Sofie Tholl på tholl@zetland.dk eller til redaktør Jakob Skaaning på jakob.s@zetland.dk.
