Zetland er i fuld gang med at etablere et nyt forlag, og vi skal bruge en forlagsredaktør med sikker hånd, forståelse for nonfiktion og en brændende lyst til at udfordre status quo i den danske bogbranche.
Du begynder som redaktør, men vi forventer, at du er klar til at overtage rollen som forlagschef i løbet af 2024. Derfor leder vi efter et bogmenneske med dyb redaktionel, kommerciel og strategisk forståelse.
Zetland er et af de hurtigst voksende medier i Europa, og vi har over de seneste syv år vist, at der er betalingsvillighed for digital kvalitetsjournalistik, når den er formidlet rigtigt. Vi er vokset til dobbelt størrelse de seneste år og er nu flere end 60 medarbejdere.
Zetland etablerer et forlag, fordi vi har en unik chance for at styrke dansk nonfiktion og skabe håb i en presset bogbranche. Verden har mere brug for bøger end nogensinde – især bøger, som når et stort og ikke-helt-gammelt publikum og gør læserne klogere på deres komplekse verden.
Zetlands mission er at bidrage til en offentlig samtale baseret på nysgerrighed og indsigt. Zetlands forlag forfølger samme mission blot med udgangspunkt i bogformatet. Forlagets fokus er således nonfiktion om verden og menneskelivet. Vi skal udgive bøger, som klæder læserne på til at forstå den tid, vi lever i.
Zetland tror på kvalitet og omhyggelighed, og vi opfatter det som et afgørende dannelsesprojekt at dirigere vores overophedede opmærksomhed hen, hvor den er bedst brugt. Zetlands forlag ønsker således at udgive forholdsvis få bøger – i størrelsesordenen otte i 2024 – som vi til gengæld gør os meget umage med både redaktionelt og kommercielt. Til glæde for os og ikke mindst vores forfattere.
Ved tiltrædelsen vil forlaget bestå af dig, en forlagskoordinator og forlagschef Jakob Moll, der er medstifter og forhenværende direktør for Zetland. Forlaget kan desuden trække på husets 60 øvrige ansattes fagligheder. I sin udvikling af titler har forlaget glæde af indhold, data og potentielle forfattere fra Zetlands daglige journalistiske virksomhed.
Zetlands allerstørste ressource er vores over 40.000 loyale medlemmer. Vi har en velfunderet ambition om at sælge mindst 3.000 eksemplarer af alle nyudgivelser til medlemmerne. Det kan vi, hvis vi er dygtige – men det indebærer, at medlemmerne involveres i forlagets løbende arbejde og beslutninger. Forlagets første titel blev således crowdfundet af 1.500 medlemmer i et succesfuldt pilotprojekt i sommeren 2023. Det er afgørende, at du har lyst til at være i dialog med læserne på en måde, som intet dansk forlag nogensinde har været. Indtil videre har over tusind bogelskere meldt sig til at hjælpe forlaget med at lave gode bøger.
Forlaget kan udvikle sig i mange retninger. Vi har idéer til hvilke, men resten bliver i høj grad op til dig.
Du ved, hvordan man skruer en succesudgivelse sammen inden for nonfiktion – fra yderst (koncept og omslag) til inderst (karakterer, dramaturgi, sandhedsværdi). Du kan flytte et svagt manuskript derhen, hvor det fungerer – og du kan løfte et ok manuskript derop, hvor det funkler.
Du har det samtidig fint med at give den grundige redigering fra dig. Du vil hellere arbejde med koncepter, rettigheder og en ny forlagsmodel, end du vil pudse tillægsord på side 81.
Du har en dyb forståelse for forlagsdrift, både på den enkelte bogs kalkuleniveau og strukturelt i forhold til ændringer i brugeradfærd og forretningsmodeller. Du kan opfinde, forhandle og udvikle de rigtige partnerskaber både i og uden for bogbranchen.
Du har en god digital forståelse og sætter pris på gode processer. Hvis de rigtige processer mangler, udvikler du dem.
Du har interesse og forståelse for journalistik og ser potentialet i at være en del af et sitrende mediehus, som er plugget ind i tidens begivenheder, tendenser og fænomener.
Du er med andre ord dygtig til boghåndværket og endnu dygtigere til at sætte det i spil på nye måder. Og så er du rar at arbejde sammen med, det er nok det vigtigste.
Formalia? Tiltrædelse hurtigst muligt. Lønnen er markedssvarende og vokser med ansvaret.
Skriv, hvorfor du er det oplagte valg til jobbet, fortæl os hvad du vil med dit arbejdsliv, hvorfor du har lyst til at fyre den af sammen med os på Zetland. Vedhæft CV og eventuelt referencer. That’s it.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du hive fat i Jakob Moll på 53304380 (send eventuelt en sms først).
Ansøg hurtigst muligt og senest d. 3. december.
På Zetland arbejder en masse mennesker med at finde ud af, hvordan journalistik ser ud i det 21. århundrede. Vi har over 40.000 betalende medlemmer, og omkring halvdelen af dem er under 35 år.
Vi lykkes, når vi får indhold, teknologi og forretning til at gå op i en højere enhed. Vi har store ambitioner, vækst, solide sorte tal på bundlinjen, og vil vi ændre noget, så gør vi det bare.
Vi holder til på Islands Brygge i København, hvor vi bor skønt i et istandsat pakhus.