Zetland søger facere til fast facer-dreamteam
Vil du være en del af holdet?
Zetland er vores medlemmer og vi findes i kraft af de mennesker, der bidrager til vores mission. Sammen spreder vi vigtig viden, nysgerrige samtaler og rum for fordybelse i en verden, der trænger vildt til dét. Det betyder, at des flere vi er, des større forskel kan vi gøre.
Vi skal blive endnu bedre til at få flere mennesker til at prøve et medlemskab af Zetland - og forhåbentlig blive hængende bagefter. I dag er vi til stede med facere på Folkemødet i Allinge og til Bogforum i København. Men vi vil gerne være til stede endnu flere steder i landet.
Derfor opretter vi nu et fast facer-dreamteam, som både skal være en del af vores indsats på Folkemødet og Bogforum, men som også skal være til stede til andre relevante festivaler og events rundt omkring i hele landet. Samtidig bliver man en del af Zetland-holdet og får et indgående kendskab til vores journalistik, et gratis medlemskab af Zetland, så længe man er en del af facer-teamet, og nye venner samt kompetencer inden for salg og historiefortælling.

Om dig
Du er udadvendt og har et ukueligt gåpåmod.
Det er en fordel hvis du er, eller har været, medlem af Zetland.
Du trives med at arbejde mod resultater.
… og så er du selvfølgelig rar og venlig.
Om Zetland
Zetland er et dagligt dansk digitalt betalingsmedie. Vi arbejder hver dag med at finde ud af, hvordan journalistik ser ud i det 21. århundrede. Vi har over 40.000 betalende medlemmer, og omkring halvdelen af dem er i 20'erne og 30'erne.
Vi har ingen reklamer. Vi er kun interesserede i, at medlemmerne sætter pris på vores journalistik og derfor forbruger den. Vi er i tæt kontakt med vores medlemmer. De hjælper os med kilder, idéer, nye medlemmer, efterkritik – og af og til kommer de og holder fest med os, for eksempel når vi mødes til vores små og store live-arrangementer.
Med andre ord: Vi har store ambitioner, solide tal på bundlinjen, stor vækst, og vil vi ændre noget, gør vi det bare.
Og så er vi megasøde, og elsker at lære nye mennesker at kende.

Løn, ansættelsesperiode og ansøgning
Ansættelsesperioden er et halvt år ad gangen. Herefter vurderer vi i fællesskab, om du skal fortsætte på facer-teamet det næste halve år.
Du søger stillingen ved at sende en videoansøgning. På baggrund af videoerne indkalder vi til korte online ansættelsessamtaler, som vi træffer den endelige beslutning ud fra. Vi indkalder til ansættelsessamtaler løbende, og vi opfordrer dig til at søge uanset hvor du bor i landet, da vi gerne vil være til stede i hele landet.
Man bliver ansat på en nul-timers-kontrakt, og vi vurderer i fællesskab fra event til event, hvem fra facer-teamet der skal være til stede.
Lønnen udgør en fast timeløn på 50 kroner og en provisionsbaseret løn på 50 kroner for hvert medlem, man får skrevet op. Derudover udgør timelønnen for transporttid, møder, udviklingsdage mv. 150 kroner.
Har du nogle spørgsmål?
Skriv til projektleder for events, Jakob Bonde, på bonde@zetland.dk eller ring på 60402091.
Ansøg om jobbet
Spar blækket, og send os i stedet en video af dig selv.

