Zetland Talent

Applications closed

Zetland Talent

Vi er på udkig efter unge journalister og historiefortællere til Zetlands talenthold 2024-25. Måske er det dig?

Volunteer · København

Hvad er Zetland Talent?

Lige nu er en afsindigt spændende tid at være ung historiefortæller i, og på Zetland ønsker vi at hjælpe den nye generation af journalister med at finde deres stemme, deres historier, deres måde at gentænke journalistikkens rolle på.

Hvert år optager vi et lille hold af de allerbedste fra den yngste generation af fortællere, og holdet kalder vi Zetland Talent. Drømmer du om at blive endnu bedre til at lave nødvendig journalistik og fortælle historier, som man bliver nødt til at lytte eller læse til ende, så synes vi, du skal søge om en af de pladser.

Så her er både spørgsmål og svar om holdet – og hvordan du søger optagelse på det. 

Hvad går det sådan helt grundlæggende ud på?

Vi mødes en gang hver 14. dag rundt om et bord og taler om, hvad der gør god journalistik til ekstraordinært god journalistik. Undervejs læser vi journalistikkens største mestre, lytter til de bedste fortællere og analyserer deres virkemidler. Vi dykker ned i, hvilke byggesten en god historie indeholder, hvad et pitch vil sige, hvordan du arbejder med dramaturgi, litterære virkemidler og karakterer, og hvad du som journalist kan lære af fag som antropologi og sociologi.

Til hver gang vil der være en tekst eller en bog, der skal læses og/eller en podcast, der skal lyttes til, ligesom der også til hver gang vil være hjemmeopgaver i form af en skriveøvelse (og måske også øvelser på lyd). Du bør altså kun søge om optagelse på holdet, hvis du er med på, at det kræver en indsats.

De fleste undervisningsgange finder sted på Zetlands adresse på Islands Brygge hver anden torsdag eftermiddag i nogle timer.

Holdet begynder i september og slutter i april. Og vi slutter med et brag af en aften, hvor alle talenter fortæller en historie live foran et publikum. 

Hvem er undervisere?

Hakon Mosbech, medstifter af Zetland og redaktør, har styringen og laver læse- og lytteplanen sammen med Thomas Aagaard, der er redaktionschef på Zetland. Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, er også med på holdet. Desuden kommer du til at møde andre folk fra Zetland, det kunne være folk som graverchef Kaare Sørensen, audio director Sandra Mia Susgaard, og journalisterne Marie Carsten Pedersen, Frederik Kulager og Merian Garde Gräs.

Hvad forventer I af et Zetland-talent?

Vi leder efter folk, der er under uddannelse eller lige i begyndelsen af deres karriere, som har ambitioner på den grundige journalistiks vegne, som besidder et sjældent godt fortælle-gen, er nysgerrige på verden, og – ikke mindst – som har en grund til at ville være journalist. Det er ikke nok at kunne lide at fortælle historier. Du skal vide – eller som minimum have gjort dig tanker om – hvad du vil udrette med journalistikken. Om du har mest kærlighed til skrift eller lyd er underordnet.

Og så forventer vi som sagt, at du kommer velforberedt og prioriterer holdet højt. Der er rift om pladserne, så de bør gå til nogle, der er med på at give den fuld skrald.  

Skal man være journalist eller journaliststuderende for at søge?

Nej, men man skal have journalistiske erfaringer. Det kan dog tolkes bredt, det er (mindst) lige så fint at have bidraget til et tidsskrift i sin fritid som at have skrevet for en eller anden avis.

Hvad koster det?

Gratis.

Seriøst?

Ja.

Så hvad får Zetland ellers ud af det?

Mening! Vi har haft holdet, lige siden Zetland boede i en rimelig tarvelig baggård og bestod af fire mennesker. For Zetlands Talenthold plejer at være lige så sjovt og spændende og givende for os, som det – forhåbentlig – er for dem, der går på holdet. Og så hjælper diskussionerne om bordet også med at holde os skarpe på vores idealer og vores metode. Desuden er det fra de tidligere talent-hold, vi har hentet mange af dem, der i dag arbejder som journalister på Zetland. Men vi er lige så glade, når vi ser tidligere talenter sprudle i andre jobs udenfor for vores adresse – så søg endelig, også selv om du ikke nødvendigvis tænker, at det er på Zetlands redaktion, du drømmer om at arbejde engang.

Det lyder som noget for mig

Fedt!

Så hvor søger jeg?

Ved at sende et cv og din ansøgning inden 10. juni lige her: